Ane lagde anemoner…

Hov, lad os lige få de her på banen, inden sæsonen er helt slut.
Den årlige familietur til Lundby Krat i påskeferien. Det er en af de pæneste skove, jeg kender. Turene pirrer erindringens rejse. Jeg er kommet her hvert år i april, siden jeg var en lille pige. Hvert år kommer jeg hjem med en buket slatne anemoner, en lille stykke skovbund omplantet til stuen. Det er kun håndens størrelse, der har ændret sig. Hvert år tog mine bedsteforældre mig med herhen, og når jeg engang får børnebørn, vil jeg gøre det samme. Family history repeating itself.

Damerne ser naturligvis mest frem til en tur i trægyngen, som en eller anden rar skovarbejder af egen drift har sat op i et træ, der vokser halvt oppe ad en stejl skrænt. Jeg holder vejret, når de når til buens højeste punkt. Der er så langt ned, og sådan en lille krop er skrøbelig. Men de hviner af fryd og lykke, og det kilder i maverne. De er uden frygt. Og jeg kan og skal tøjle min.

Follow on Bloglovin

Leave a Reply