Reclaiming the C-word 22.06.19

Marama Davidson, maori fra New Zealand, mor til seks børn, en af lederne af The Green Party og Member of Parliament til et anti-racisme-møde.

Hun har arbejdet deltids for Breastfeeding New Zealand og været medlem af tænketanken Owen Glenn Inquiry on Child Abuse and Domestic Violence. Desuden arbejder hun for lempelser af New Zealands abortlovning, bedre seksualoplysning, lettere adgang til beskyttelse og forbedring af adoptionslovgivningen.

Hun blev kaldt C-ordet i forbindelse med en dødtrussel hun modtog, og det motiverede hende til følgende udtalelse:  “If women get called the *C* word by men who are trying to death threat us into silence and intimidation – the least we can do is disarm the word and claim it back, *C* is for Cheers :).” og “That word is a powerful word for women and shouldn’t be used as abuse,” 

‘Reclaiming’ betyder, at man vender et nedsættende ord til noget positivt ligesom LGBTQ-fællesskabet gjorde med ordet ‘queer’ i 1980’erne og 1990’erne.

Hvad synes I? Kan f-ordet, som må være den danske pendant, nogensinde reclaimes eller er det bare for grimt? Jeg hælder til det sidste.

The Guardian over Brita Zackari

Den hvide skjorte 26.05.18

 photo 93a_zpsepqc6swv.jpg  photo 98a_zpsstnbqykj.jpg

Dem, der er gamle nok til at huske 1990’erne, husker garanteret også Carolyn Besette-Kennedy, nok mest fordi hun løb af med en af verdens mest eftertragtede mænd, som oven i købet hed Kennedy til efternavn, men hun var næsten lige så berømt for sin stilsikre garderobe.

Den omfattede smokingjakker i varierende længder, masser af hvide skjorter, midi-længde eller hellange kjoler og pencil-nederdele, alt som oftest i sort og hvid tilsat røde læber og glat, løst hår eller stram hestehale.
Hendes off duty uniform bestod som oftest af bootcut jeans og tørklæde om håret.
Til sammen udgjorde det en stil, som var skulpturel og super minimalistisk.

Der er vist ingen, der går i pencilnederdele, bootcut jeans eller lange habitjakker for tiden, men pyt med det.

Det look, Carolyn Bessette-Kennedy bar allerbedst, er klassisk og tidløst: Et simpelt dress up med sort maxinederdel, hvid skjorte, en lille gylden clutch og højhælede sandaler går man altså ikke galt i byen med, uanset om vi skriver 2008 eller 2018.

To skønne damer, jeg følger… 08.06.16

 photo DSC2012_zps9cde9bqb.jpg

 photo plussize-fashion-zizzi-4_zpsjnostp3q.jpg

Marianne Nykjaers blog her

 photo aboulhosntadashi_zpsyxjzkhnk.jpg

 photo DSC_1520_zps6jqfphhe.jpg

Nadia Aboulhosns blog her

Stilmæssigt er jeg nærmere Marianne Nykjaer, men Nadia Aboulhosn har altså også fat noget ultra coolness, selvom hendes stil ofte er noget mere afklædt end min. På den anden side er det lige præcis dét, jeg elsker ved hende. Hun står et hundrede procent ved sin krop, selvom den ikke har den facon, man ser mest i modebladene. Se f. eks. det indlæg her.
Og desværre for det, for hun er altså både ultra sej og fantastisk smuk.

Black Tuesday 02.09.14

Black Tuesday - All from H&M

Jeg har leget lidt med Polyvore, inspireret af smukke, stilsikre og meget sortklædte Stina fra bloggen agtigtagtigt, som jeg har pløjet igennem fra ende til anden i søndags.

Stina er rigtig god til at blande forskellige stoflige teksturer, mens hun holder næsten det hele i sort.
På den måde får et all black outfit liv og bevægelse og bliver dermed interessant at se på, synes jeg.
Og så har et par Alexander Wang støvle-sandaler (ja, det ER et ord!) eller en Chaneltaske vist også sjældent gjort noget decideret dårligt for et outfit 😉

Selvom jeg prioriterer noget anderledes money-wise (ferier frem for Ferragamo f. eks.) og har en del flere spraglede og kulørte stykker tøj i min garderobe, kan jeg sagtens finde masser af inspiration hos Stina.
Måske også fordi vi begge har en affinitet for et vist svensk highstreet-mærke som supplement til de dyrere sager… 😉