Det der voksenliv… 25.08.14

… med store børn, som jeg aldrig i mit liv havde drømt om ville være så følelsesmæssigt svært, det er det liv, jeg lever for tiden.

 photo silhouette_of_woman_looking_down_walking_on_tiptoes_zpsc2c654ee.jpg photo silhouette_of_woman_looking_down_walking_on_tiptoes_zpsc2c654ee.jpg photo silhouette_of_woman_looking_down_walking_on_tiptoes_zpsc2c654ee.jpg
Da børnene var små ja nu kommer der en af de der bedstemorsætninger, var det meget få ting, der ikke kunne klares med mad, mælk, en sut eller en kildetur, noget klovneri, en historie eller bare et stort bjørnekram, fraregnet er naturligvis klassikere som kolik og mellemørebetændelser f. eks.. Eller et strengt “Jamen, du SKAL!” akkompagneret med et mor-tager-ungen-ved-vingebenet-og-bærer-hende-resolut-hylende-og-skrigende-ud-af-butikken.

Nu er det anderledes. Nu er de store. Nu kan man ikke klare den med et SKAL eller bruge den med vingebenet.
Nu skal der grunde til, velargumenterede forklaringer som nogle gange ender i højrøstede skænderier meningsudvekslinger, hvor alle parter får sagt skarpe, kantede ord, som de i virkeligheden slet ikke mener.

Og når den store, lille unge har det svært, kan det ikke længere klares med en sut eller en historie.

Nogle gange kan du bare stå og se hjælpeløst til, mens det barn, du helst ville sende afsted til Lykkeland på en regnbuefarvet enhjørning iført de pissedyre sneakers, hun allerhelst vil have, og masser af glimmer i håret, langsomt men sikkert kvases mellem livets ubønhørlige møllesten.

Jeg tror sgu, det gør mere ondt end fødslen.
Det var trods alt “kun” en fysisk smerte, en ganske ækel en af slagsen, javist!.
Den var tidsbestemt.
Den gik over.

Den her smerte, den har ingen udløbsdato, intet sluttidspunkt.
Der er ikke mulighed for kejsersnit eller ve-drop eller sut.

Vi tager den head-on og uden bedøvelse.
Og vi ved ikke, hvornår den går over.

Follow on Bloglovin

5 thoughts on “Det der voksenliv… 25.08.14

  1. Årh Lisa, denne post har rumsteret hos mig flere dage, og jeg har simpelthen ikke anet, hvad jeg skulle skrive til dig. Der er ikke noget som er det rette at sige eller som kan hjælpe. Det er slet ikke til at bære, at livet skal være så barsk overfor jeres familie og ikke mindst din smukke, kloge, store pige.

  2. Mange tak for din meget, meget søde kommentar, Ida <3 Det er så skide-svært det hele, men for søren det hjælper at vide, at du er derude <3

Leave a Reply