Endnu et serietip 25.01.17

 photo american-odyssey_zpskoe7hbrk.jpg

Igen måtte jeg se mig nedlagt af en af de onde vira, der uundgåeligt rammer med mellemrum, når nu man har med børn at gøre.
Selvom jeg vasker hænder med samme hyppig- og grundighed som en fuldtidsansat operationssygeplejerske, sniger der sig alligevel en virus igennem i ny og næ.

Weekenden og mandag blev altså til bragt på langs med ondt i halsen, hoste og hvæsende og pivende vejr.

Godt nok er jeg godt i gang med en moppedreng af en roman, men den er simpelthen så langsommelig og tung og mærkelig, og der skulle bare noget lidt mere letfordøjeligt til febertågerne. Altså lagde jeg min triste skæbne i Netflix’ hænder.

Valget faldt på “American Odyssey”, og den er jeg faktisk ret pjattet med, i modsætning til de fleste af kritikerne, som bl.a. kaldte den en lightudgave af Homeland.
Måske netop derfor kunne selv jeg følge med i plottet 😀

Odelle Ballard er amerikansk soldat på militæroperation i det afrikanske land Mali. Hendes enhed får ram på deres mål, Abdul Abbas, den øverste leder for Al Qaeda.
Mens de venter på oprydningsholdet, ser Odelle nogle filer på mandens computer, filer hun ikke skulle have set, filer der indikerer at Al Qaeda financieres af et stort amerikansk firma, filer Odelle gemmer på et USB-stik, som hun tager med sig.

Kort efter angribes hendes enhed, og det bliver begyndelsen på en lang rejse – derfor navnet Odyssey – gennem Mali og Algeriet, hvor Odelle er tvunget til at navigere mellem skruppelløse opportunister, forskellige jihadistiske fraktioner og en gusten privat militær Blackwater-lignende organisation, Osela, som alle stræber hende efter livet. Undervejs knytter hun et stærkt følelsesmæssigt bånd til en forældreløs, ortodoks-muslimsk teenagedreng, som bliver hendes – undertiden – modvillige rejsekammerat.

Sideløbende med det har en desillusioneret jurist, en forkælet græsrodsaktivist og en kikset hacker fået fat i samme historie hjemme i USA, og langsomt afdækkes det, hvor bundrådden hele sagen er, og hvor svært det er at gøre noget ved det, når man er oppe imod stærke modstandere.

Og hvorfor er det så lige, at jeg kan lide denne serie, når jeg ellers ikke er til konspirationsflicks?

Jo, der er en stærk kvindelig hovedperson i 30’erne. Klart et plus.
Den er fri for kvalmende muslim-stereotyper. Nej, alle muslimer er ikke skydegale Al Qaeda-idioter!
Der er nogle virkelig fine farver og optagelser i de dele, der foregår i Afrika. VIRKELIG fine!
Sekvenserne fra et snedækket, vinterdeprimeret New York er bestemt heller ikke tossede.

Men det allerbedste er samspillet mellem Odelle og drengen. Det er lige i øjet. De er simpelthen et modsætningsfyldt, men skidegodt makkerpar!
For øvrigt er den skuespiller, som spiller drengen, en ganske almindelig skoledreng fra Marokko uden skuespilerfaring overhovedet, men for søren han gør det godt.

Og nyd så lige scenerne fra stranden i Algeriet i et af de sidste afsnit!
Øj, der kunne jeg godt ønske mig hen.

Follow on Bloglovin
Facebook Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.