Svinkløv Strand 05.06.11


Sommerens første dyp tog jeg i Svinkløv, og det var faktisk ikke så koldt som forventet 😉

Mange kender sikkert Svinkløv for badehotellet. Der har jeg aldrig hverken boet eller spist, desværre. Men stranden og gåturen derned har jeg nydt mange gange, og begge dele er uden sidestykke.

Først kører man gennem fyrreskoven ad de gamle cementveje, som tyskerne støbte. Derefter åbner landskabet sig op, og man får den dér udsigt. Den som tager pusten fra éen.

Så kommer den mere eller mindre stejle nedstigning (alt efter om man vælger tøsestien – bemærk sommerhuset på vej ned. Det er ikke svært at finde, for der er kun det ene. Til gengæld ligger det uovertruffent smukt – eller den anden vej: At abe sig ned af klovene, som for det meste af turens vedkommende kræver hjælp fra alle fire lemmer og en solid portion mod og mandshjerte).


Skrænterne ligner faktisk svineklove, og heraf naturligvis navnet.


Tøsestien.

Når man er nede, kommer den korte spadseretur over lyngen, som efterlader små røde rifter i skinnebenenes hud, og derefter havet. Stenene. Duften. Selvfortabelsen. Vinden der blæser tankerne om opvasken, vasketøjet og de mange regninger bort, sliber alting ned til ren væren, rent nu. Bølgerne der skyller ind over stranden, ikke helt som voldsomt lange og tunge som Atlanterhavsbølger, men mere korte og hidsige; skummende. Ren, ufortyndet vildskab i storm, behersket dragende i stille vejr.

Lad ikke børnene svømme, strømmen er for stærk, og bølgerne for tunge til at gå ud til over knæet, men samle sten en masse kan man, og østersskaller og krabbekløer, mågefjer og søstjerner og andre ting, som børn (og barnlige sjæle 😉 ) synes, er fine.


Strandfundene underkastes en nærmere undersøgelse.

Og man kan sidde i sandet, og man kan kikke ud over havet, eller gå en lang tur langs stranden, og der er skønt som ingen andre steder i verden.

Follow on Bloglovin

Leave a Reply